En del af min interesse (og til dels erfaring) går i retning af at udvikle en didaktisk ramme omkring brugen af it og medieværktøjer.
På siden Workshops & Foredrag lister jeg eksempler på små indspark, der kan være med til at flytte fokus og praksis i en bestemt retning, men det er ofte kun af meget kort varighed, fx et besøg på 3 timer.
Men andre gange er der heldigvis også plads til en større grad af samarbejde og udvikling, og eftersom at du er kommet ind på min side, hvor jeg lidt skal “sælge mig selv”, vil jeg gerne sætte et par ord på hvad jeg tænker om min egen rolle i andre situationer end disse korte besøg.
Erfaring
Gennem de 11 år hvor jeg arbejdede hos LærIT og var med til at udvikle Skoletube til at blive central for mange af de medieanvendelser vi ser i skolerne i dag, havde jeg også fornøjelsen at arbejde sammen med en række aktører omkring skoleverdenen; forlag, kommunale pædagogiske udviklingsafdelinger, museer, organisationer, foreninger, græsrodsbevægelser, musikere, professionshøjskoler, centre for undervisningsmaterialer og meget andet.
At lave en musikvideokonkurrence om danmarkshistorien sammen med Sigurd Barrett og 120 klasser over hele landet, var uden sammenligning danmarkshistoriens sjoveste musikvideooplevelse
I mange af disse situationer har der været et samarbejde, hvor min rolle ofte var at pege ind i de aktiviteter og tilhørende værktøjer, der kunne understøtte de ambitioner den anden part havde med sit projekt eller materiale. Andre gange har det været op til mig at vurdere et materiale og derfra komme med bud på hvordan en undervisning kunne designes med afsæt i materialet.
Endelig vil jeg også pege på nogle af de forløb, hvor jeg har været tilknyttet længere forløb på en skole eller i en kommune. Den kontinuitet har givet mig mulighed for at komme helt tæt på undervisningen og være med til at hjælpe eleverne i nye retninger og give dem nye handlemuligheder og oplevelser.
Det har været virkelig spændende – og det er uden tvivl stadig et område, der tiltrækker mig.
Har I et projekt, et materiale, en dagsorden eller en målgruppe i kikkerten, som I vil have mig med til at arbejde på, så kontakt mig for en snak.