Norge udstikker en rute, som vi alle kan lære noget af – TV 2.0.

I disse dage skrives der mediehistorie mens norsk tv for anden gang præsenterer os for et særligt fænomen. Den nationale stolthed Hurtigruten, der med rette kaldes for verdens flotteste sejltur, danner rammen for en live transmission på massive 134 timer, hvilket betyder at du som læser dette, frem til onsdag formiddag vil have mulighed for at se med på den sidste del af den smukke rute til det absolut nordligste Norge.

Billederne er utrolige, men det rigtigt smukke i dette projekt er ikke bare, hvad vi ser fra denne storslåede sejltur, men i virkeligheden mere hvilken forvandlet public service-rolle som NRK så elegant tager på sig og udfører. En rolle, som må være et forbillede for vores fremtidige definition af hvad public service skal være.
Der er mange sider af den rolle som NRK sætter sig selv i, men lad mig prøve at skitsere hvilket medietilbud som nordmændene får serveret og som nu ser ud til at være med til at grundlægge en fremsynet mediekultur hos vores naboer.

For det første: Tilgængelighed.
Alt hvad der optages i disse 134 timer lægges på nettet, til et dejligt gensyn, se fx kl. 0.45 her mandag morgen, hvor midnatssolen smukt stod over Lofoten. Eller vælg selv et sted på ruten – klik på det tydelige interaktive kort, der er på NRKs hjemmeside nrk.no/hurtigruten – og velkommen ombord.

For det andet: Imødekommenhed overfor seeren.
NRK formidler med deres udsendelse, en nationalskat, en folkesjæl, en ånd, en kultur og en historie – i et tempo og på en neutral og åben måde, der giver seeren en tydelig plads til at lægge sine egne ord, meninger, oplevelser og fortolkninger ind i udsendelsen. Denne åbne form virker umiddelbart langsom, måske endda meningsløs, men hurtigt oplever man, at man kan høre sig selv sidde og tænke mens man ser. Oplevelser og ro, der går hånd i hånd er en sjældenhed. Er det kedsomhed? Måske, men man kan så måske spørge om det værdifulde i at kunne kede sig nu har nået fjernsynet, og om formålet med underholdning også kan defineres ved at seeren selv skaber en mening med udsendelsen. Begge spørgsmål ser nu ud til at være besvaret bekræftende af den 2½ million nordmænd, der i snit har siddet 145 minutter og set på bølger, kyst og norske flag de sidste par dage.

For det tredje: Brugerinddragelse og fællesskab.
Alt sendes live på både net og tv. Koblingen mellem tv og livetransmission på nettet er bestemt ikke ny, heller ikke i Danmark. Vi så det senest til det royale bryllup i London. Forskellen er bare, at vi i det norske eksempel har et helt andet jordnært indhold på programmet. Væk er dyrkningen af mediestjerner og reality shows. Her er naturen og midnatssolen stjernerne. Samtidig er rollen som studievært diskret og det giver plads til en række nye roller til seeren. En spændende konsekvens heraf finder vi på hjemmesiden, hvor vi kan følge hvordan seerne løbende debatterer og kommenterer på hinanden og på udsendelsen. Det betyder, at man løbende orienteres af lokale, der fungerer som hjælpsomme guides, der kan fortælle, hvad vi nu ser på ruten. Andre muntrer sig med at stille finurlige spørgsmål om hvem der nu styrer Norge, nu hvor Stoltenberg (Norges statsminister) har tweetet, at han også ser Hurtigruten, over til en række forslag til en række opfindsomme og geniale ideer til nye ”langsomme” udsendelser fx Danskerbåten, Hurtigruten til vinter eller rute E6. Inspirerende og levende som selv den bedste studievært må bøje sig for. Det er en ægte inddragelse af de sociale medier, og en levende debat, hvor brugerne hele tiden udveksler viden, forundring, meninger og minder i en hjælpsom, venlig og medlevende ånd; en utrolig rar og ny fornemmelse.

For det fjerde: Videndeling – via tilgængelighed.
Det bedste er, at NRK lægger alle optagelser ud på nettet til ganske lovligt at blive downloadet. Det kan lyde lidt teknisk men NRK har lavet en guide så enkel at selv ”din bedstemor” (som NRK udtrykker det) kan være med. Om det er en gimmick eller et ægte ønske om at ville videndele og skabe demokratisk plads til hvordan en udsendelse skal strikkes sammen kan diskuteres, men da NRK første gang lavede denne form for udsendelse, hvor de filmede godt 7 timers togtur fra Bergen til Oslo, gav optagelserne grobund for en række opfindsomme ”genudsendelser” blandt entusiaster og glade amatører. Fx koblede en person en motionscykel sammen med optagelserne sådan at man kunne cykle ruten hjemme i stuen. En opfindsomhed som vi jo afholdes fra, når tingene bare bliver serveret for os.
Det betyder, at tv nu er kommet et skridt videre, ligesom vi som medieforbrugere nu også kommer et skridt videre og bliver medieproducenter. Det betyder fx at norske skoleelever, eller danske, med interesse for Norge, nu har et geografisk, kulturelt og historisk materiale de kan klippe og klistre i, fuldstændigt som de selv ønsker, og dermed skabe deres egne billeder og fortællinger.
Det betyder, at udsendelsen kan blive til en aktivitet som giver plads til, at vi kan reflektere og komponere på den måde, der giver mening for os. Undervisning, der inddrager og giver mulighed for at eleverne selv kan tage fat i tingene, giver alt andet lige en større læring end blot at iagttage. Med andre ord så har udsendelsen ”Hurtigruten minutt for minutt” skabt et rum for sin eftertid som også skolerne vil kunne nyde godt af.
Denne ekstra dimension er utrolig vigtig og samtidig utrolig enkel at indføre. Norsk tv lægger kun originale optagelser ud til download, hvorfor live-udsendelsernes musik ikke kommer i klemme i loven om ophavsret. Så enkelt og ligetil, at man kun kan tænke positivt om perspektiverne fremover.

Udsendelserne er lagt ud på nettet med et par betingelser, formuleret i en Creative Commons licens. Creative Commons er et værktøj til ophavsrettighedshaveren, fx dig der har taget et billede med dit kamera, at du gerne vil at andre må benytte dit billede under visse vilkår. I NRKs tilfælde har de valgt at sige at du må gøre alt med optagelserne som du kan komme i tanke om. Altså redigere dem, lave kommentarer, brænde det på en dvd og endda sælge det arbejde som du har lavet ud fra NRKs optagelser. Eneste to betingelser for dette, er at du krediterer NRK som ophavsmand, og at det arbejde du laver, på samme måde som det du har hentet fra NRK, også skal være tilgængeligt under samme vilkår. Altså at andre også skal have ret til at bearbejde dit arbejde etc. Det giver en utrolig mulighed for at videndele, lege, eksperimentere, inddrage, øve og afprøve og i det hele taget udvikle og reflektere, når man har tingene i hænderne.

Så tilbage står vi med et spørgsmål. Er dette mon ikke fremtidens fjernsyn? En live-udsendelse hvor transmissionen smelter sammen med de sociale medier. Hvor fjernsynet præsenterer råbåndet for os, og hvor vi så efterfølgende redigerer oplevelsen til vores egen udsendelse, som så igen kan deles med ens netværk af ligesindede.
NRK udnytter dette potentiale; at inddrage seeren og skabe et rum for, at vi kan udnytte medier til at blive klogere. Det må være et mål for public service formidling, at skabe et demokratisk medietilbud som giver borgeren plads til at blive klogere. En mulighed for at blive klogere, er at gøre borgeren aktiv og inddrage denne. Muligheden for at kunne kommentere og deltage, såvel som muligheden for kunne downloade og dermed kunne bearbejde indtryk til egne udtryk.
Borgere, der færdes i sociale medier ved at deling er et værktøj til at skabe identitet og udvikling, og de gider naturligt nok derfor heller ikke blive bænket for et fjernsyn, hverken til live eller båndede optagelser, hvis der ikke er noget at komme efter, noget at kunne deles om eller være fælles om.
Spørgsmålet derfor måske ganske enkelt; bør alt hvad der produceres for befolkningens egne midler ikke også bør distribueres på en måde så det kommer den samme befolkning i møde? Både for fjernsynets egen skyld men vigtigst af hensyn til hvordan vi bruger vores hoved og vores liv.
Bør vi ikke som vidensamfund sætte vores medieproduktion og formidling ind i en ramme, så den passer både til vores brug af sociale medier såvel som vores omgang og håndtering af viden og kommunikation?

Det er en gratis omgang for DR, der teknisk kan levere det samme som NRK tilbyder med Hurtigruten, men for vores samfund kan dette være et stort skridt i retning af at mennesker opmuntres til at tænke og agere og at vi kan styrke vores rolle som deltager og fortrænge den magelige passive iagttager.
Lad os lægge fra land. Sæt sejl og lad os få en folkerejse…

Af Peter Leth
Udgivet under Creative Commons licensen: BY-SA